Om GratisBudget.net

Forside » Om GratisBudget.net
25 år, studerende og far på femte år

Mit navn er Thomas Hansen, og jeg er nok ikke hvad de fleste vil betegne som en almindelig 25-årig. Jeg har gjort tingene lidt anderledes i mit liv. Siden jeg var 18 år har jeg haft arbejde i stedet for at fokusere på uddannelse. Tidligt i mit liv var jeg heldig at møde min kæreste, og vi blev også tidligt velsignet med en dreng, som vi dog ikke havde planlagt! Men det er alligevel noget vi ikke fortryder. Familieforøgelsen betød at vi lige pludselig måtte finde os et større sted at bo, og det gik pludselig ret stærkt. Før vi fik set os om, var vi begge tilbage på arbejde og gymnasie, og tiden gik hurtigere og hurtigere. Gennem en lang periode havde vi hverken et budget eller en madplan, og når vi købte ind var det meget spontant. Og når man er spontan, bliver det dyrt! Vi kunne snildt bruge over 2000 kroner om ugen på mad – for nogen er dette beløb måske ikke stort, men for os var det alt for stort! Det var resultatet af uplanlagte indkøb 5-6 gange hver uge.

De første byggesten lægges

Noget måtte gøres, og inspireret af et tv-program (tro det eller ej!) satte jeg mig ned og lavede først et budget, hvor vi fik overblik over vores udgifter og indtægter. Allerede her kunne jeg faktisk se at hvis vi bare handlede en smule fornuftigere, ville vores økonomi være ganske pæn.

Livet blev nemmere

Herefter fik jeg udformet en madplan, og vi fandt ud af vi faktisk kunne nøjes med at købe ind lørdag, og så supplere med friske varer såsom mælk, brød, frugt og grønt f.eks. onsdag. Det gav pludselig et enormt overskud i hverdagen, fordi vi ikke længere skulle tænke på indkøb til daglig, men blot én gang om ugen skulle lave en madplan og en indkøbsseddel. På en hverdag var det pludselig det nemmeste i verden at gå i gang med madlavning, fordi råvarerne var købt ind i forvejen, og lå klar i køleskab og fryser.

Nemmere liv til dig

Efterfølgende har jeg måttet konstatere, at rigtig mange måske har et budget, men ikke har overblik over udgifter og indtægter, og slet ikke en madplan. Derfor har jeg oprettet dette website, da jeg gerne vil dele ud af noget jeg selv har været glad for.

Mere ferie!

Som en ekstra detalje har jeg også et feriebudget på siden, som vi selv har været glade for. At planlægge en ferie selv giver luft og økonomi til langt mere end hvad man vil kunne få hos et rejseselskab. Det har for os betydet at vi har haft råd til at tage 7 uger til Thailand sidste år, og 5 uger igen i år. Og med to gange SU og deltidsarbejde har det selvsagt været nødvendigt med både gennemarbejdet budget og en meget fornuftig madplan!

Hvorfor ikke starte nu?

Begynd med at udfylde et budgetskema – så er du godt igang.